
VERONICA MORTENSEN MED BIGBAND INVITERER TIL JUL PÅ BLÅKILDE. NB: UDSOLGT!
Jazz Hobro og Salthallen glæder sig til et genhør med jazzsangerinden Veronica Mortensen og det 20 mand store Swingtime Bigband fra Aalborg. Sammen besøgte de Hobro for syv år siden, og ligesom sidste gang vil programmet være præget af den forestående Jul. Og det bliver en swingende julekoncert!
Jazz Hobro og Swingtime Bigband har en tradition med disse bigband-julekoncerter med et par års mellemrum. En række af Danmarks store jazz-sangere - Sinne Eeg, Bobo Moreno, Marie Carmen Koppel med flere - har stået på scenen i Hobro sammen med Swingtime Bigband i årenes løb.
Veronica Mortensen er en af landets helt store jazzsangerinder med en række flotte priser i bagagen. Lige nu er hun aktuel med sin kvintet med det anmelderroste album, 'Serenity'. Ud over sine egne projekter med forskellige mindre orkestre, har hun ofte optrådt med bigbands - både i Danmark og i Sverige. For tre år siden turnerede Veronica med en julekoncert med DR Bigband og flere af numrene derfra er på repertoiret i Salthallen.
Med Veronica ved mikrofonen og et velspillende bigband bagved er der lagt op til en fantastisk julekoncert igen i 2025.